Jeg er 49 år, gift med Lars, og sammen har vi tre børn. I efteråret 2015 flyttede vi ud på en landejendom i Østerskoven ved Haderslev. Ejendommen er blevet totalrenoveret både inde og ude, og her har jeg min klinik. 

Min interesse for kinesiologi begyndte i 2001, hvor jeg fødte vores yngste barn. Efter fødslen kunne jeg på ingen måde bevæge mig fra brystet og ned, og jeg havde voldsomme smerter. Sygehusets personale havde ikke noget at tilbyde, og de sagde, at det ikke var sikkert, at jeg kom til at gå igen. Nu var gode råd dyre. En kinesiolog kom og behandlede mig, mens jeg var indlagt. En uge efter kunne jeg komme ud af sengen og i en kørestol, og derfra gik det hele fremad. Vores lille søn havde kolik, og det hjalp kinesiologen også med. Det var så fantastisk en hjælp, og jeg tog en beslutning om, at det ville jeg selv lære, så jeg kunne hjælpe andre i vanskeligheder. I 2008 gik jeg i gang med uddannelsen hos Edel Hovgaard i Vejle, som var og er en fantastisk, inspirerende læremester.

Hos Tove Nielsen i Aalborg tog jeg kurser i behandling af dyr, og det var egentlig der, at jeg fandt ud af, hvor fantastisk en uddannelse jeg var i gang med, den kunne både bruges til mennesker og til min store interesse – heste.

Fra min tidlige barndom har jeg (via telepati) talt med dyrene på vores gård. Da jeg var 6 år købte min far den dejligste welsh mountain pony, Bohemo Erica, og hun blev min lykke. Hun var ekstrem god til at lære mig at telepatere. Erica blev min datters første pony, og der fulgte flere ponyer, mange stævner og DM i dressur. Siden hen er evnen til at tale med dyr kommet stærkt igen og er blevet udviklet.

Jeg er uddannet lærer og har arbejdet som lærer i 20 år i folkeskolen, specialskoler og som konsulent. Jeg har arbejdet med elever som var ind under psykiatrien, og den viden og de erfaringer har jeg med mig, når jeg arbejder som kinesiolog.